Så er der ellers blevet købt ind til den helt store guldmedalje. Alt køkkengrej mangler i vores lejligheder, så det er lidt ligesom at flytte hjemmefra, hvor man skal anskaffe sig alt muligt grej. Vi har fundet en butikskæde, som hedder Dollarama, hvor de sælger alt muligt anvendeligt til 1 dollar. Derudover har vi flere gange besøgt Frelsens Hær for at shoppe møbler og diverse småting. De fleste møbler er dog gået til vores senest ankomne CBS-studerende, Anders, som også bor på campus. Hans lejlighed var dog ikke møbleret, men nu har vi fået skaffet en del ting til ham. En dag vi kom slæbende med et gammelt retro-skrivebord fra dagens shopping spree hos Frelsens Hær, gik vi forbi et hus, hvor Det så ud som om, nogen var ved at gøre deres hus i stand. Der stod en gammel sofa ude i forhaven, som sikkert skulle smides ud, så Anders gik lige ind og spurgte, om han måtte købe den for 5 dollars. Den var beboerne med på, så den bar vi lige hjem efter vi havde været hjemme med bordet.
Jeg har så endelig fået min lejlighed på campus, og det er jeg godt nok glad for. Det var ved at blive lidt belastende at bo på hostel, selvom jeg har prøvet det en del gange før. Folk på mit værelse var bare lidt underlige. Fx var der en fyr, der sov med sut en nat(?!). Nå, men da jeg åbnede døren til min nye lejlighed, tænkte jeg, at hvis alt går lige så godt, som det er gået fremover, så kommer jeg nok til at ærgre mig over, at jeg ikke skal være her til næste semester. Introdagende er gået godt. Vi har mødt en masse mennesker. Flest fra Skandinavien, som vi hænger mest ud med. Anders havde også mødt en fyr fra Esbjerg på vej herover, så nu er vi da 4 danskere. Martin, som han hedder, læser olie og gas, og er ekspert i diverse fryselasagner og pizzaer. Ret grineren 
Vi opdagede det ved, at vi var ude at handle. Vi andre havde valgt grøntsager, kød og pasta til aftensmad, men Martin havde fyldt sin kurv med frysepizzaer. Vi besluttede os derfor at invitere ham på middag den aften.
Vi har også fundet sådan lidt bedre kendskab til vores omgivelser, og vi overraskes næsten hver dag over nye sære ting, som åbenbart er normal praksis i Canada. Nogle af dem har jeg set før i andre lande, men her kan vi fx vade ud på en tresporet vej, og så stopper bilerne bare for os – også selvom vi står 20-30m fra et fodgængerfelt. I supermarkedet er ekspedienterne vanvittigt flinke fx ved at spørge, om man skal have hjælp til at få slæbt varerne ud af biksen. Og hvis mælken er utæt, så stormer de ned for at hente en ny. Apropos supermarkeder så er det jo helt sygt så mange forskellige varianter af diverse varer de har. Jeg så det også i Australien, men jeg er alligevel overvældet. Skal man have en Philadelphia smøreost, så skal man altså vælge imellem peber, hvidløg, appelsin, blåbær, cheesecake-smag og så har jeg endda glemt et par stykker.
Det er meget grineren. Hvis man spørger nogen tilfældige mennesker på gaden om vej, så slås de nærmest om at vise vej. Dog ikke i bogstaveligste forstand, men nogle gange kommer der flere folk hen, mens man er ved at få anvisninger af en person. Bare lige for at sikre sig, om man nu har fået de rigtige anvisninger eller for at prøve at forklare det lidt bedre. Martin var på vej ud for at kigge på et værelse, som han måske gerne ville leje. Han spurgte to powerwalkere om vej, og inden han havde set sig om, så havde de hentet deres bil, kørt ham frem til adressen, hjalp ham med at besigtige værelset og derefter inviteret ham ud på pizza og øl! Det sker aldrig i Danmark eller i Europa for den sags skyld.
Selvom Canada på overfladen lyder som den rene idyl, så har jeg med god grund alligevel valgt at lave en liste over de mest irriterende ting:
- Deres gadesystem. Stort set alle gader hedder et tal istedet for et navn. Jovist, det er nemt at tælle sig frem til, hvor man skal hen, hvis man fx skal til 112th street, og man står på 109th street, så skal man bare gå 3 husblokke, men der er flere 109th i byen, og det er ret svært at huske adresser, fordi det altid bare er et tal. Det er nu nemmere at huske gadenavne, fordi man kan associere dem til ting, man kender. Jeg tror heller ikke, de selv kan finde ud af det. I busserne oplever man ofte, at lokale folk spørger chaufføren om vej.
- Deres momssystem. Alle priser på varer er ikke inkluderet moms. Og det er desværre ikke så nemt, at man så bare skal lægge en fast momsprocent oveni, fordi de kører med flere forskellige momssatser, så man kan aldrig regne med, at skulle betale det beløb, som står på varen. Det bliver somregel 5-7% mere.
- Ekspeditioner. Jeg ved ikke, om det bare er os, der er uheldige, men mange gange tager det laaaaang tid at blive ekspederet. Da vi alle tre skulle skrives op til internet hos et teleselskab tog det 2 stive timer.
Adresse og telefonnummer
Jeg har fået en adresse, men min postkasse er ikke så stor, så den kan ikke modtage pakker. Jeg må se, om jeg kan lave en pakke-aftale med nogen, som bor til leje privat.
Martin Lorentzen
03A, 9105 112th Street
HUB Residence
Edmonton, Alberta T6G 2C5
CANADA
Tlf.nummer: 0017809065558
Billeder
Så har jeg været lidt rundt og tage billeder. Linket til dem findes ude i højre kolonne. De første af dem er billeder er Anders og Barbara. Derefter lidt fra vores internationale sportsdag, og til sidst billeder fra campus og min luksuriøse lejlighed.
