mit studieophold i udlandet

Her vil jeg prøve at blogge om alt vedrørende mit forarbejde til opholdet, selve opholdet og tiden efter opholdet

Undervisning

I dag er det så en uge siden, jeg startede på mine fag. Det har været en forholdsvis lang uge med en masse svære beslutninger. Mest pga. at jeg under alle omstændigheder ville droppe mit ene fag POL S 324 Topics in Canadian Politics. De fleste på holdet var 3. års studerende i en slags statskundskab, og professoren stod og jokede lidt om canadiske politikere, som blev bifaldt af de fleste af de tilstedeværende undtagen mig, fordi jeg kender ikke en eneste canadisk politiker. Faktisk ville jeg også have valgt et introduktionsfag til canadisk politik, men det strakte sig over 2 semestre, og jeg skal jo kun være her i 1, så det kunne ikke lade sig gøre. Jeg begyndte at overveje kun at tage 4 fag, følge et fag hjemme på CBS og gå til eksamen i januar eller tage et ekstra valgfag næste år på CBS. Så kom jeg lige i tanke om, at vi skal skrive bachelorprojekt næste semester, så det er nok en dum idé at have et ekstra valgfag, og jeg ville helst undgå at skulle til eksamen i et fag, som jeg aldrig har fået rigtig undervisning i. Tilbage til at tage 5 fag i Canada, men så burde jeg vælge et, hvor der ikke var noget gruppearbejde, fordi jeg har gruppearbejde i 3 af de andre fag. Bare tanken om at skulle koordinere ugentlige møder med 10-15 forskellige mennesker, som hver har deres eget skema, gav mig stress! Det korte af det lange er, at jeg har valgt endnu et IT-fag, CMPUT 174 Introduction to Foundations of Computing 1, som ikke bliver så svært for mig i starten. Jeg skal jo have 30 ECTS, og hvert fag herovre tæller 6 ECTS.

Regelrytteri
Selve undervisningsformen er nok ikke så anderledes end i Danmark. Det kommer nok lidt an på, hvilke fag man har, men de går ufatteligt meget op i karakterer. Bare for at nævne et par ting, så udgør hver eneste lille opgave, fremlæggelse, tilstedeværelse og deltagelse et x antal procentpoint, og det samlede antal procentpoint i slutningen af året svarer så til et bogstav mellem F og A, hvor A er bedst. I gruppearbejde bliver man evalueret af de andre gruppemedlemmer, og hvis de vurderer, at man har været for doven, så får man lige et par minuspoint af professoren!

I mine IT-fag CMPUT 114 og 174 er der i begge fag øvelsestimer. I 114 er der mødepligt i øvelsestimerne. Udeblivelse grundet personlige årsager som ferie, arbejde, bryllup eller mindre medicinske årsager som ondt i halsen o.l. bliver ikke godtaget. Heller ikke hvis man får sin læge til at skrive en lap papir om, at man har et mindre medicinsk problem. Det skal være en mere alvorlig sygsom, som lægen skal beskrive på et officielt brevpapir med gyldig underskrift. Hvis man skal til begravelse, skal man kunne dokumentere det enten ved at fremvise dødsattest på den bortgangne eller nekrolog fra en avis! Vi er en del studerende, som har dette fag, og vi er fordelt over flere ugentlige sektioner af 3 timer, og det er ikke tilladt at møde op til andre sektioner end den, man er tildelt, og man må heller ikke bytte sektioner indbyrdes. Desuden skal man kunne fremvise de øvelser, man har lavet til TA’eren (Teaching Assistant), og først når TA har godkendt arbejdet, må man forlade lektionen! Hvis man ikke kan forklare den programmering af computeren, man har udfærdiget, så bliver det betragtet som snyd, og det får naturligvis konsekvenser. Hvilke konsekvenser tør jeg kun gisne om! Lige modsat er det i CMPUT 174. Mødepligt? Nej, vi ses bare lige pludselig! Må man møde op i den sektion, der passer bedst? Jaja, intet problem! Jeg er lidt forvirret…

Nå, men jeg håber CBS vil godkende mit omvalg af fag. Med mine fag 5 når jeg op på ca 25 timers undervisning inkl. øvelsestimer om ugen. Det er ca. 7-8 timer mere end CBS. Således kommer mine endelige fag til at se ud:

  1. MIS418 E-Commerce
  2. BUEC342 Introduction to International Business
  3. MARK320 Consumer Behaviour
  4. CMPUT114 Introduction to Computing Science
  5. CMPUT174 Introduction to Foundations of Computing 1

Ja, der er en del introduktionsfag, men jeg skal lige hilse at sige, at det er noget af en omvæltning at starte på en helt ny skole i et helt andet land, hvor man først lige skal etablere en dagligdag, vennekreds og finde en rytme til div. dagligdagsrutiner.

Selve lektionerne er også delt op på en lidt anderledes måde. I Danmark er vi vant til lektioner af 45 minutter. Her varer de enten 50 eller 80 minutter! Og de 80 minutter er uden pause. Men så har man af og til huller på dagen af 30 minutters tid, og det leder mig ind på de mere positive ting. Jeg er så overdrevet tilfreds med at bo så tæt på skolen. Hvis jeg har et fag på School of Business, tager det mig max. 4 minutter at komme fra min lejlighed til en stol i det lokale, jeg skal være i! Og så behøver jeg ikke engang at gå udenfor, fordi min bygning og skolen hænger sammen. I de lidt længere pauser kan jeg lige smutte hjem og spise, powernappe, høre musik eller noget. Jeg har lige en mere positiv ting, før jeg kommer med endnu et par tilføjelser til listen over irriterende ting i Canada. I mine IT-fag ligger der Podcasts af tidligere lektioner, så hvis man har misset en lektion, så kan man lige downloade en lydfil af, hvad der normalt bliver gennemgået i den lektion. Så kan man i samme omgang smide den på sin iPod og lytte til den, hvis man er på vej ud af døren :)

Irriterende ting i Canada II

  • I Danmark blev vi for længe siden træt af alle de irriterende 5 og 10 ører-mønter. Dem elsker de åbenbart stadig her, fordi de runder hverken op eller ned, så man render altid rundt med lommen fuld af kobber.
  • Jeg har svært ved at vænne mig til deres køkultur. Måske tager jeg fejl, men vi har flere gange været ude for at canadierne bare mokker ind i en kø. Hvis man selv gør det, så lader det ikke til at provokere dem, fordi sådan gør man åbenbart bare her. Desuden mistænker jeg lidt barer og andre beværtninger for at skabe kunstige køer, for at stedet skal se mere populært ud udefra. “Orv, der er mange mennesker, der gerne vil ind der. Det må godt nok være et fedt sted!” Efter at have stået i kø til en bar hvor vi kunne se ledige borde og stole gennem vinduerne, fandt vi omsider en bar, hvor der ingen kø var. Da vi gik frem mod udsmideren, lavede han lige en kø med os 4-5 mennesker! Damn, det var plat…

NOW HIRING!
De må godt nok have en høj efterspørgsel på arbejdskraft, fordi de mangler folk alle vegne. De annoncerer også på kassebonner, og hvis man sidder i en tlf.kø, så får man også lige den der NOW HIRING! i øret. Sært!

Sporten og vejret
Uha, vi er aktive! Langt de fleste sportsaktiviteter som ikke kræver instruktion eller opsyn er gratis, så i dag har vi været nede og spille squash og racquetball. Jeg har aldrig prøvet nogen af delene, men jeg tror nu, squash er lidt sjovere. Racquetball er lidt det samme bare med mindre ketchere og en bold, som hopper vildere end en squashbold. Der er også et stort fitness-center med det hele, en lille svømmehal, en skøjtebane, basketball, badminton, dansestudier, klatrevægge og meget mere, så vi skal nok få forbrændt diverse donuts og junkmad :)

Her forleden var vi inde og se ishockey. Dog ikke NHL (ishockeyens amerikanske superliga), men universitets ishockeyhold, Golden Bears mod byens NHL ungdomshold, Edmonton Oilers. Der var fuldt hus ca. 3000 tilskuere, og selvom der ikke var sådan helt vild stemning, som vi ser det i Danmark til f.eks håndboldkampe, så var det alligevel meget fedt at se. De gik godt nok til den, og et par slåskampe blev det da også til – blandt spillerne heldigvis :) Der ligger en lille video på min hjemmeside.

Ellers er det ved at blive hundekoldt. I denne uge har de lovet minusgrader om natten, og det er til trods for, at vi havde dagstemperaturer liggende omkring de 24 grader for 2 dage siden.

IKEA
Vi var i IKEA i sidste uge. Det var lidt sentimentalt, da vi stod der på parkeringspladsen. Det lidt næsten ligsom at stå foran den i Høje Taastrup ;) Men vi blev glade igen, da vi kom indenfor, og så, at de havde hotdogs til 50 cents stykket! Man kunne få en hel menu med to hotdogs, en kanelsnegl og en sodavand med gratis refill til $2.50, hvilket svarer til ca. 13 kr! Sådan et tilbud kunne vi ikke gå forbi vores munde, så vi gik ombord i et sandt ædegilde. Imens snakkede vi (med mad i munden naturligvis) om at tage til IKEA hver aften og spise aftensmad. Ikke engang transportudgifter ville der blive tale om, fordi vi kan køre gratis med bus og tog med vores studiekort.

Et par dage efter tog svenskerne også lige ud og frådede en omgang köttbullar med potatismos.

Banff
Vi skal til Banff National Park i næste weekend med BEA (Business Exchange Association). Det bliver rart at komme lidt udenfor Edmontons flade Avenues og Streets og få chancen for at vandre lidt i bjerge, bade i varme kilder og se spektakulære landskaber. Faktisk er banneren på denne blog et billede fra Moraine Lake and Valley of the Ten Peaks i Banff National Park. Det skal nok blive godt! :D

Vi skrives ved…

Ingen kommentarer endnu »

Your comment

HTML-Tags:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>